Spring til indhold

Familie, skole og bolig


Hvis man bliver rådgiver, venter der både masser af muligheder og begrænsninger. Det gælder både rådgiveren og eventuel medfølgende familie. For alle gælder det, at man kommer til at bo under anderledes forhold, end man er vant til. Hvad enten det gælder de positive eller negative forhold, er det vigtigt, at man tænker sig grundigt om, inden man bliver rådgiver. For det er en stor beslutning, der kan have mange konsekvenser for én selv og eventuel medfølgende familie.

Familien flytter med
Det er vigtigt, at en udstationering bliver en positiv oplevelse for hele familien, hvis man har ægtefælle og børn med. Derfor gør Udenrigsministeriet en stor indsats for at sikre, at udstationeringen forløber godt for hele familien. Vi tilpasser lønnen efter de familiemæssige omstændigheder, og vi gør meget for at sikre, at beslutningen om udstationering bliver truffet på en korrekt og fyldestgørende grundlag.

For medfølgende ægtefæller er udstationeringen tit forbundet med en høj grad af frihed. Man kan vælge at bruge den frihed på forskellig vis. Tilbringe mere tid med børnene, lave frivilligt arbejde, tage en uddannelse på fjernstudium, dyrke en fritidsinteresse eller finde på noget helt andet, der virker meningsfuldt. Under alle omstændigheder skal man være indstillet på, at det kan være svært for medfølgende ægtefæller at finde et job, og det kan tage et stykke tid at skabe et godt netværk i lokalsamfundet.

Børn og skole
For medfølgende børn byder en udstationering som regel på lige så store omvæltninger som for forældrene. Til gengæld får de oplevelser, venskaber, sprogkundskaber og en international horisont, der varer resten af livet.

Skolemulighederne under en udstationering varierer en del fra land til land. I de fleste tilfælde ligger der udmærkede internationale skoler i nærheden. Under alle omstændigheder skal man dog være indstillet på, at skolerne er meget anderledes end i Danmark. Skoledagen er typisk længere, omgangsformen er mere formel og i starten kan det, for en del børn, også være en udfordring, at de skal undervises på et andet sprog end dansk.

Udenrigsministeriet betaler skoleudgifter med medfølgende børn. Samtidig kan man på Danmarks ambassade i modtagerlandet få støtte og rådgivning til at finde en god skole til børnene.

Bolig
Udenrigsministeriet stiller en umøbleret bolig til rådighed for alle rådgivere. Kvaliteten af boligen kan naturligvis variere en del, men generelt er der tale om boliger af høj kvalitet i gode og sikre kvarterer. I en del lande vil det være relativt billigt at ansætte lokal hushjælp for egen regning.